Hejls/Hejlsminde er et skønt og aktivt landsbysamfund i den sydlige del af kommunen. Vi ligger i Naturpark Lillebælt – omringet af smuk natur. Her er rig mulighed for udendørsaktiviteter, inklusiv sejlads, SUP, kajak, windsurfing, vinterbadning og sauna, cykling, løb, og vandring.
Vores strand er børnevenlig og på havnen er der masser af aktivitet – inklusiv legeplads med gynger, krabbevæddeløbsbane, interaktive borde etc.
Vil man på udflugt, så er der ikke langt til Skamlingsbanken, Christiansfeld (en del af UNESCO Verdensarv), Stenderup-halvøen, Haderslev, eller Kolding.
Året rundt er der fællesarrangementer – bl.a. fællesspisninger, herre- og damefrokoster, Skt. Hans fejring, koncerter, Danmark Dejligst musikfestival, foredrag, fællessang, Julemandens ankomst, SmukLandsbyDag (forårsklargøring), Kreative Værksteder, Åben Atelier, osv.
Vi har et aktivt kirkeliv, der er fulgt med tiden.
Her er skønt at bo, og der er plads til alle. Vi har et rigt foreningsliv – alle er velkomne, og man kan være med til at have indflydelse på vores udvikling.
Lidt fakta om Hejls/Hejlsminde:
| Indbyggertal | 900 indbyggere og 850 sommerhusejere. |
| Daginstitutions-/skoleinfo | Børnehuset i Hejls (vuggestue og børnehave) |
| Foreningsinfo | Se listen i menuen “Foreninger” |
| Indkøbsmuligheder | Brugsen, Hejls |
| Afstand til Kolding | Ca. 16 km |
| Afstand til motorvej | Ca. 13 km |
| Offentlig transport | Sydtrafik – Bus nr. 254, 262, og 525
Derudover Flextrafik |
| Almene boliger | Hejls – AAB/Bovia (kommende)
Hejls – Alfabo (ældreboliger) |